1.s.e.påske I (05) Eg. [Guldkonfirmation]

Når man ser en gruppe guldkonfirmander, når man ser hvad for nogle fornuftige og modne mennesker de er, så kan man nemt glemme, hvad for en slags mennesker konfirmander egentlig er.

Konfirmander – og jeg taler altså generelt – er hverken fornuftige eller modne. De er unge mennesker, der står mellem barndom og voksenlivet, og det virker til at de har det ret godt der, hvor de står. For der kan man blive ved med at handle barnligt, samtidig med at man tager sin ret til at gøre en del voksenting.

Hvis der er noget, konfirmander ikke er så forfærdelig meget interesseret i, så er det altså alt  det med Gud og Jesus.

Hvis jeg tænker tilbage til den tid, hvor jeg gik til konfirmandforberedelse, så var det en tid, hvor det først og fremmest var den her verden, der interesserede mig, fremmede lande, beretninger om ekspeditioner i ukendte verdensdele, sport, vilde dyr, bøger med historier fra gamle dage. Det er i disse år, man opdager verdens mangfoldighed og storhed. Og man begynder at begribe, at denne mangfoldighed indebærer et hav af muligheder for den enkelte. Hvis man dengang havde sagt til mig, at jeg vil ende som præst i Danmark, havde jeg sandsynligvis svaret: Nej, nej, du tager fejl. Om 20 år leder jeg et dyrehospital i den afrikanske bush.

Konfirmandernes drømmene er sikkert blevet anderledes. Og de var sikkert også anderledes for 50 år siden. Men én ting, tror jeg, ikke har ændret sig: Dengang, for 50 år siden, og i dag er konfirmander i en alder, hvor det gælder om at blive del af den her verden, at binde sig til verdenen, der i sin mangfoldighed byder på mange muligheder for at binde sig. 

Men tro er noget helt andet. Tro er tillid til en, der ligger udenfor vores verden, en, vi ikke kan opleve, sådan som vi kan opleve andet her. Og det er noget andet end tillid til verdens mangfoldighed, og mulighederne denne mangfoldighed indebærer. 

Som præst, der har at gøre med konfirmander spørger man sig selv, hvorfor det ikke kan forenes? Hvorfor står unge mennesker, der er så åbne for alt muligt i denne verden, ofte så uforstående over for troen? 

Historien om Thomas, der ikke troede på det, der skete påskemorgen, giver os et svar.

»Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Det kan man godt forstå. For hvordan skal han tro noget, der er så utroligt?

Selvfølgelig behøver vi ikke altid at røre ved ting, før vi tror på dem. Der er mange ting, vi kan tro, fordi vi kan indordne dem i det system af viden og erfaringer, der har dannet sig i løbet af et liv. Ja, at forstå, er lige præcis denne proces af at sammenligne og indordne, med det, vi ved om verden. Når vi har forstået noget, så betyder det, at vi kan tilbageføre en begivenhed eller et fænomen til de erfaringer og regler, vi kender fra vores verden.

Dvs. når en far fortæller sit barn, at det er usundt, ja endda farligt at drikke meget alkohol, så må man håbe, at barnet stoler på sin far. Men når en søn eller en datter har kastet op et par gange efter en fest, så begynder farens regel – der jo i første omgang kun er en trossag – at indordne sig i barnets erfaringsverden. Og derefter er det et spørgsmål om intelligens, om man vælger at forstå konsekvenserne af alkohol eller om man ignorerer ens erfaringer. 

Men Thomas har ikke noget, han kan sammenligne med det, man fortæller om Jesu opstandelse. Der er ingen erfaringer i hans liv, der gør at han kan stole på det, disciplene fortæller ham. Han kan først tro, når han har oplevet det selv.

Og det må vi have forståelse for. For sådan er vores verden og vores viden skruet sammen. 

Og dog siger Jesus: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

Tro er stolen på noget, der ligger udenfor vores erfaringsverden. Tro er tillid til det, der ikke kan ordnes ind i vore erkendelsessystemer. Og det er svært, ikke kun for konfirmander. 

I sidste uge havde jeg besøg af en veninde, som er forsker og underviser biokemi på universitetet. Vi havde mange spændende samtaler i den uge, hvor hun var her, for der var mange ting hun kunne forklare. Men en gang imellem sagde hun også: ”Det ved vi ikke endnu.” Bortset fra at det er rart at se, at også et klogt menneske som hende har ting, hun ikke ved, synes jeg at det var interessant at hun aldrig sagde: ”Det ved vi ikke.” Der kom altid dette lille ”endnu”, som tegn på, at det nok kun er et spørgsmål om tid, til menneskerne også har fundet ud af det.

Det er en god holdning. For denne holdning gør, at man bliver ved med at forske.

Men samtidig er denne holdning også farlig. For den siger jo, at alt i den her verden – hvis ikke nu, så i hvert fald senere – er indenfor den menneskelige forståelses rækkevidde.

Og dermed siger vi, at vi på et tidspunkt ikke har brug for at stole på noget, der ligger udenfor vores forståelseshorisont.

Med vores viden behersker vi det, vi forstår. Og når vi ved alt, behersker vi alt, og så er der ingen plads til Gud.

Salige er de, som ikke har set og dog tror. Eller: Salige er de, som er åbne for erkendelsen af, at denne verden ikke baserer på noget, vi har magt over, men på en, der ligger udenfor vores rækkevidde. 

Og det er at tro: At leve i tillid til Gud, der er verdens dybeste årsag. At stole på Herren, der har magt over alt, os, denne verden, liv og død. 

Viden baserer på efterforskning, samling af erfaringer, åbenheden for den verden, vi lever i. 

Tro baserer på en række af absurditeter som bøn, altergang, velsignelse, dåb og konfirmation, ting, der ikke kan forstås, sådan som vi forstår andet.  Men der, hvor der er tro, dvs. hvor man har tillid til Gud, er disse ting ikke længere absurde. Der, hvor man hengiver sig til disse ting, i starten måske tøvende eller tvivlende, der åbner sig en erfaringsverden, der er anderledes end alt andet vi oplever. Der kan troen berige os, befri os fra nødvendigheden af at forstå.  

Som konfirmand synes man at gudstjenesten er kedelig, at det er pinligt at gå til alters, at alt det i kirken ikke har noget at gøre med ens liv. Og ofte bliver denne fornemmelse hængende over en lang periode.

Men efter 50 år kan det være at man har lært, at denne verden er mere end det, vi nogensinde kan forstå. Måske er der nogle af jer, der har oplevet gudstjenesten, bøn, altergangen som noget, der åbner mennesket for tillid til Gud. Og forhåbentlig er der nogle af de nuværende konfirmander, der om 50 år sidder her og tænker: Nej, jeg er ikke blevet dyrlæge for løver i Afrika og heller ikke cirkusdirektør. Måske har verden skuffet mig. Men jeg har fundet min tro. Jeg har fundet tilliden til den Gud, der byder mere end den her verden. Jeg håber for os alle, at det er os, om hvem der bliver sagt:

Salige er de, som ikke har set og dog tror.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.